Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Buur Pedersen

Kort om bogen

To bøger med mindfulness-øvelser. Den ene med henblik på søvn, den anden på ro i hverdagen. Til dem, der vil have hurtige og nemme øvelser i nærvær

Beskrivelse

Begge bøger baserer sig på tre psykoterapeutiske metoder: Emotional Brain Training (EBT), Kognitiv Adfærdsterapi og Mindfulness-baseret Stressreduktion (MBSR), der alle kort introduceres i begyndelsen. Begge indeholder 50 øvelser i mindfulness og visualisering, men også konkrete råd, fx om oprydning og kost. Desuden er der farvelægningsøvelser og positive selvbekræftelser. I "Søvn" fortælles kort om søvn og hvorfor det er så vigtigt. "Ro" indledes med et kort afsnit om ro og stress. Forfatteren er klinisk psykiater og wellness-coach

Vurdering

Indbydende bøger i kvadratisk format, med lærredsagtigt omslag og flot layout. Øvelserne er mange og varierede, og er hver markeret med en boks, hvor det fortælles hvornår øvelsen kan bruges. Hvis man interesserer sig for mindfulness, vil man kende til de fleste af visualiseringerne. De gode råd kan virke lidt for basale og fortærskede. Forfatteren lægger op til at have bøgerne i tasken eller på natbordet, og det giver mening at bruge dem til at slå op i. Vil være velegnede som gavebøger

Andre bøger om samme emne

 Lad alt blive din læremester er 100 hurtige lektioner i at være i nuet. Til de søvnløse er Søvnkuren og Sov godt gode bud. Ro er en arbejdsbog om ro med meditations-cd