Multimedievurdering

Forfatter: Finn Wraae Poulsen

Kort om spillet/multimediet

Som pathfinder skal du sikre menneskehedens overlevelse i Andromeda-galaksen, men kan du overvinde alle forhindringerne der spærrer for drømmen? Fra 16 år

Beskrivelse

"Mass effect - Andromeda" er et action rollespil hvor brugeren har et 3.-persons perspektiv. I spillet kan man vælge at tage rollen som pathfinder i skikkelse af enten Scott eller Sara Ryder, og man starter med at tilføje færdigheder til en af disse. De færdigheder man vælger at tilføje, åbner igen op for bestemte profiler i figuren i løbet af spillet. Undervejs optjener man point ved at gennemføre missioner, og disse point kan man bruge på opgradering af færdigheder. Handlingen udspiller sig længere ude i fremtiden end de tidligere spil i serien, og i Andromeda-galaksen truer en ny alien-race, Kett, med at udrydde alt liv. Missionerne som har til formål at sikre menneskehedens overlevelse, udspiller sig på et antal af de planeter, som findes i galaksen, og de vælges fra fartøjet Tempest. Sprog: engelsk

Vurdering

Jeg synes at serien med denne 4. udgivelse holder det høje kvalitetsniveau fra Mass effect 3 (Xbox 360) og det er fint at man nu har åbnet op for hvordan man kan tildele færdigheder til sin karakter. Spillet har en kompliceret storyline og en del dialoger som gør, at jeg mest vil anbefale det til voksne. PEGI: 16 med ikoner for vold, sex og grimt sprog. Fra 16 år

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

 Fallout 3 (Xbox 360) og Skyrim (Playstation 3) er ligeledes store RPG'er, som dog befinder sig i et lidt højere kvalitetsniveau. Men "Mass effect - Andromeda" har i høj grad sin egen fine profil