Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

Hvordan opdrager man sin søn til at blive en god mand, når han i den grad mangler en faderfigur? Dejlig film, der henvender sig til alle, der holder af hverdagsdramaer med noget på hjerte

Beskrivelse

Dorothea bor alene med sin teenagesøn, Jamie i et stort gammelt hus i 1970'ernes Californien. I huset bor også mekanikeren William, punk-kunstneren Abbie og så er der Jamies barndomsven, den rebelske Julie, der konstant kommer på besøg. Kort sagt - Jamie er omgivet af stærke kvinder og Dorothea er bekymret for om det vil lykkes ham at blive en rigtig mand uden et ordentligt mandeforbillede. Abbie og Julie gør deres for at hjælpe til, de lærer Jamie om musik, sex, feminisme og klitoris-orgasmer, men når man egentlig mest har lyst til at få en kæreste, hænge ud med vennerne og bare være i fred er de mange informationer med til at øge afstanden mellem mor og søn. Samtidig kæmper de tre kvinder for at finde en dybere mening med deres eget liv og de op- og nedture alle relationer indeholder

Vurdering

Dejlig, sjov og pudsig feel good-film med en fremragende skuespilpræstation af Annette Bening. Filmen beskriver rigtig fint en mors bekymringer og tvivl og hendes teenagesøns helt naturlige løsrivelses- og frihedstrang. Samtidig er den et tidstypisk billede af en generation præget af rastløshed og tre kvinders kamp for at finde deres eget ståsted i en verden af forandring

Andre film om samme emne

I The way way back (dvd) skal 14-årige Duncan også finde sin egen vej gennem puberteten