Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Kort om bogen

To farveglade papbilledbøger med rimet tekst om farver og tal. I "Malles første farver" hører vi om, hvordan Malle og hendes venner har hver deres yndlingsfarve, mens Malle i "Malles første 123" møder et forskelligt antal dyr

Beskrivelse

I disse to nye pap-billedbøger med rimet tekst om musen Malle kigger Malle på farver og lærer at tælle. I tællebogen møder Malle 1 tiger, balancerer på 2 skildpadder, ser 3 sommerfugle, dykker efter 4 fisk og fanger 5 snegle. På det sidste opslag får vi mulighed for at tælle alle 15 dyr. I bogen om farver har Malle og vennerne hver deres yndlingsfarve, som er rød, orange, gul, grøn og blå. Til sidst mødes de til en fest, hvor de kan smage på noget, der har de pågældende farver

Vurdering

De to nye bøger om musen Malle er tegnet i Lucy Cousins vanlige og karakteristiske farveglade stil. De bevidst barnlige billeder og den tilhørende rimede tekst gør de to bøger velegnede til de yngste billedbogslæsere. Bøgerne virker solide og er fremstillet af kraftigt pap

Andre bøger om samme emne

Der findes mange billedbøger om farver og tal. Af nyere samhørende på nogenlunde samme niveau kan nævnes Tallene og Farverne og Kan du tælle? og - Og alle regnbuens farver