Lektørudtalelse

Forfatter: Kirstine Louise Grøngaard

Kort om bogen

Illustreret strikkebibel for alle - både nybegyndere og erfarne

Beskrivelse

Strikkecoach Charlotte Kaae og Lene Holme Samsøe, som er erfaren ud i at strikke, har samarbejdet om denne udgivelse, som henvender sig til både dem, som gerne vil i gang med at strikke, og dem, som søger inspiration og mere viden om strikningens grundbegreber, nye strikketeknikker, udtagninger, masker og meget mere. Bogen indledes med en beskrivelse af garn og redskaber. Dernæst følger forklaringer på forskellige måder, man kan slå op på, masker, mønstre, farver osv. Der er illustrationer med farvefotos og tegninger af de forskellige teknikker og modeller. Afslutningsvis er der et register samt en engelsk-dansk strikkeordbog, så læseren kan se, hvad begreberne hedder på begge sprog, og derved nemmere kan søge opskrifter på fx engelske hjemmesider. Lene Holme Samsøe har bl.a. udgivet Mig & mini - strik og Babystrik på pinde 3 (Hæfte 03). Charlotte Kaae har tidligere bl.a. udgivet Farverig babystrik og Strik & mal

Vurdering

En håndbog med smukke billeder, detaljerede beskrivelser, idéer og tips. Bogen er overskueligt inddelt i sektioner og kan både anvendes som opslagsbog eller læses fra start til slut. Den emmer af kvalitet, både hvad angår cover, format og indhold

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med Flid, fedt og snyd af Lene Randorff, som er knap så omfattende, men som har link til forklarende videoer