Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Hvem har slået barndomsvenindens søn ihjel? Det bliver politiefterforsker Hanna Dunckers første opgave at finde ud af, efter hun er vendt tilbage til sin hjemegn på Øland. For læsere af svenske krimier

Beskrivelse

Første del i en planlagt serie om Hanna Duncker. For 16 år siden forlod hun Øland på grund af traumatiske omstændigheder i hendes dysfunktionelle familie, men nu er hun tilbage som efterforsker ved politiet i Kalmar. Ikke alle hilser hende velkommmen, og da hun som det første får en drabssag, hvor hendes dengang så tætte venindes teenagesøn er offeret, bliver der rippet op i fortiden. Ingen og intet bliver skånet

Vurdering

Svensk skærgårdskrimi i den bedre ende med et uventet plot og et ubesværet sprog. De skiftende synsvinkler driver handlingen frem og giver nuancer til de involverede personer. Der findes efterhånden så mange populære serier af skærgårdskrimier, at det er svært at skelne dem fra hinanden, og denne skiller sig ikke væsentligt ud. Der er mange læsere, der hygger sig med disse krimier, og det vil også blive tilfældet med denne nye serie

Andre bøger om samme emne

At man ikke skal tage idyllen på de svenske øer og kyster for gode varer, kan man forvisse sig om ved at læse krimier af fx Mari Jungstedt, Camilla Läckberg, Ann Rosman og Viveca Sten. Også Maria Adolfssons krimier fra det fiktive Doggerland kan regnes med her