Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Kort om bogen

Med fokus på beslutningsprocesser og manglende transparens i håndteringen af coronapandemien diskuteres, hvorvidt det var de rigtige beslutninger, der blev truffet. For politikere og alle andre med interesse for samfundsudviklingen

Beskrivelse

Forfatteren er sundhedsøkonom. Med respekt for den svære og ukendte situation, som alle har stået i under pandemien, anlægger han et kritisk blik på de beslutninger, der blev taget, og ikke mindst baggrunden for dem. Meget af baggrundsstoffet stammer fra aktindsigter i kommunikationen mellem politikere, departementer og sundhedsmyndigheder. Han stiller kritiske spørgsmål til, om man lukkede for meget af samfundet ned i marts 2020, og om det var sundhedsfaglige råd, der lå til grund for beslutningen. Han afdækker konflikter mellem sundhedsmyndigheder og politikere og de vidtgående beføjelser, der med den nye epidemilov flyttes fra Sundhedsstyrelsen til ministeren. Var beredskabet godt nok, og hvad har det relativt lave tab af menneskeliv kostet, er andre spørgsmål, der sættes under lup. Vi hører om de tvivlsomme matematiske modeller, der anvendes til forudsigelser og sluttelig lidt om vaccineudvikling. Redaktionen er afsluttet november 2020, og er i sagens natur ikke helt ajour

Vurdering

Der er ingen tone af bagklogskab i bogen trods det kritiske perspektiv på forløbet. Det er ikke et polemisk indlæg, men en kyndig, faglig velfunderet og letlæst analyse af situationen

Andre bøger om samme emne

Giordanos I smittens tid var den første bog, der udkom for voksne om emnet