Lektørudtalelse

Forfatter: Mette Balle Christensen

Kort om bogen

Malthe og Jonathan sniger sig ind i et forladt hus. Her finder de et ouijabræt. Et par dage senere vender de tilbage sammen med tre venner fra efterskolen for at afprøve ouijabrættet. Men det skulle de aldrig have gjort. Gys for 12-14-årige

Beskrivelse

Jonathan og Malthe går på efterskole. En dag, hvor de leder efter et sted at ryge, uden at lærerne opdager det, ender de i et forladt hus. Her finder de et ouijabræt, som fanger deres interesse. Et par dage senere tager de sammen med tre venner fra skolen tilbage og afprøver brættet. De får kontakt til en ånd, der kalder sig Ahriman. Ånden kender deres navne og afslører også hemmeligheder, som de ikke vidste om hinanden. Det skræmmer dem, og de afslutter samtalen med ånden og tager tilbage til skolen. Samme aften får en af pigerne en besked fra ånden på sin telefon, og da ouijabrættet også dukker op på drengenes værelse, er de klar over, at noget er helt galt. De har sluppet Ahriman fri, og han har tænkt sig at bruge deres værste frygt til at slå dem ihjel! Bogen er bind 4 i serien "Mørkeræd"

Vurdering

En super spændende gyser, der får de små hår i nakken til at rejse sig. Den er velskrevet og uhyggelig fra start til slut. Bøgerne i serien kan læses i vilkårlig rækkefølge

Andre bøger om samme emne

Bogen kan sammenlignes med Den døde onkel og Lucifers lov