Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Nogen har stjålet gudernes drikkebæger; et bæger, der kan skænke de dødelige evigt liv. Det må selvsagt findes, og hvem er bedre til opgaven end Percy Jackson? Forrygende lystlæsning for 12-15-årige

Beskrivelse

Percy forsøger at færdiggøre sin skolegang og indhente det forsømte, så han kan komme ind på Ny Rom Universitetet, sammen med sin kæreste Annabeth. Adgangskravet er imidlertid tre anbefalingsbreve fra de olympiske guder - og disse gives vel at mærke kun for veludførte missioner. I denne bog bliver Percy kontaktet af Ganymedes, der har en ledig mission. Sammen med Annabeth og Grover drager Percy ud i Manhattans gader; på jagt efter gudernes bæger. Bogen placerer sig tidsmæssigt efter Percy Jackson og den sidste olymper

Vurdering

Forrygende ny bog i "Percy Jackson" serien. "Hvad ville Percy lave på sådan en helt almindelig skoledag", har du måske nogen gange spurgt dig selv, og her er så svaret. Det er ikke altid nemt at være halvblods, men det er meget spændende, underholdende og morsomt at læse om! Percy er en uperfekt og sympatisk helt, og Rick Riordan skriver, så det er en sand fornøjelse. At man også bliver klogere på mytologi er kun en bonus

Andre bøger om samme emne

Det anbefales, at man har læst de øvrige bøger i serien. Læsere med forkærlighed for mytologi, eventyr og usandsynlige helte kan også give sig i kast med klassikeren Erik Menneskesøn, hvor det dog er den nordiske mytologis guder, man stifter bekendtskab med