Mendelssohn
Felix Mendelssohns violinkoncert fra 1845 er i fokus til forårets sidste klassiske lytteklub på Hovedbiblioteket.

Klub Klassisk: Mageløst melodiske Mendelssohn

13.03.24
Der er romantiske violintoner på programmet ved forårets sidste klassiske lytteklub på Randers Bibliotek, hvor musikformidler Mik Stegger afslører den hemmelige ingrediens i en af musikhistoriens mest berømte koncerter for violin.

"Der er ikke nogen vej udenom. Hvis du vil til tops som koncertviolinist, så skal du faktisk prøve kræfter med det her værk", siger Randers Biblioteks musikformidler, Mik Stegger.

Musikken, han refererer til, er den tyske komponist Feliz Mendelssohn-Bartholdys violinkoncert fra 1845 - et musikstykke, der af samme grund er lavet et sted mellem 500 og 1000 indspilninger af gennem tiden.

Hvorfor værket er så centralt, skal man møde op til marts-udgaven af Randers Biblioteks klassiske lytteklub for at blive klogere på.

Mik Stegger løfter dog lidt af sløret:

"Koncerter for soloinstrument er grundlæggende lavet til, at virtuoser kan vise sig frem. Det gælder også for Mendelssohns violinkoncert, men her er der samtidig en mindst lige så vigtig faktor påkrævet ud over teknisk dygtighed. Noget der har med hjertet at gøre", fortæller han.

Hvis du vil høre mere om den hemmelige ingrediens bag en vellykket fremførelse af violinkoncerten, er det med at dukke op til forårets sidste Klub Klassisk mandag den 25. marts i Kulturhusets sal. Her kan du også høre, hvordan Mendelssohn løste det problem, at datidens koncertpublikum var begyndt at klappe i tide og utide i koncertsalen.

Man kan være med uden at have det store kendskab til klassisk musik. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.