Lone og Martin på Hovedbiblioteket
Randers Bibliotek stiller spørgsmålet "Hvad er skønhed?". Leder af projektgruppen Martin Minka og bibliotekschef Lone Føgh Westphall står i temaområdet på Hovedbiblioteket, hvor man blandt andet kan stemme om forskellige aspekter af skønhedsbegrebet.

Randers Bibliotek stiller spørgsmålet: ”Hvad er skønhed?”

01.02.24
Er skønhed noget, vi kan se og måle? Og er det op til hver enkelt at vurdere, hvad der er smukt? Fra torsdag d. 1. februar sætter Randers Bibliotek spørgsmålstegn ved skønheden og tilbyder et væld af indgange til refleksion over begrebet.

I foråret 2024 dykker Randers Biblioteket ned i emnet skønhed – med et meget vigtigt spørgsmålstegn. For hvad er skønhed? Er det subjektivt eller objektivt, og hvorfor går mennesker så meget op i, hvad der er smukt og skønt?

Temaet ”Skønhed?” bliver angrebet fra forskellige vinkler; blandt andet med foredrag, musik og sang, udstillinger og konkurrencer.

”Vi har alle sammen en idé om, hvad skønhed betyder for os. Samtidig findes der såkaldte skønhedsidealer, der forandrer sig med tiden og varierer meget fra kultur til kultur, og nogle gange går vi måske for langt i jagten på tidens skønhedsideal – for eksempel forstærket af mediernes fremstillinger. Vi håber, at vi med vores fokus på temaet kan sætte nogle tanker i gang hos borgerne, så der opstår nye nuancer og forståelser af begrebet,” siger bibliotekschef Lone Føgh Westphall.

I løbet af foråret kan man blandt andet opleve foredragene ”Hvad er skønhed?” med Jacob Lautrup Kristensen Ph.d. og underviser på Center for Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet og ”Indre skønhed i et præstationssamfund” med psykomotorisk terapeut Berit Svart. De musikalske medarbejdere på biblioteket inviterer både til fællessang med skønne sange fra Højskolesangbogen og et syngende foredrag med fokus på dansktoppens historie.

På bibliotekets sociale medier kan man deltage i fotokonkurrencer, og på Hovedbiblioteket kan man løbende opleve forskellige udstillinger, der på en kreativ måde stiller spørgsmål ved skønhedsbegrebet. Temaet ”Skønhed?” bliver udfoldet på Randers Bibliotek i perioden februar til maj 2024.

Tags