SKØNHED: På sociale medier spejler børn sig i voksnes skønhedsidealer

23.02.24
I anledning af forårets tema ”Skønhed?” på Randers Bibliotek sætter vi her spotlight på sociale mediers udlægning af tidens skønhedsidealer – og ikke mindst, hvordan de kan påvirke børn og unge. Til slut får du gode råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn med at navigere i det indhold, de møder online.

En undersøgelse fra Børns Vilkår i 2020 viser, at hver fjerde pige i 9. klasse i lav grad eller slet ikke er tilfreds med sin krop. Selvom det er ret almindeligt, at unge kan føle en usikkerhed ved kroppen, så peger forskerne i rapporten på, at noget har ændret sig. En perfekthedskultur har sneget sig ind hos ungdommen, der føler sig pressede til at præstere fejlfrit på alle områder i deres liv. Kroppen er ikke længere noget man har - det er noget, man kan præstere. Og det skal være perfekt!

Børn har til alle tider spejlet sig i deres nærmeste voksne, så det er der som sådan ikke noget nyt i. Men efter at sociale medier har meldt deres ankomst og indtaget en betydelig rolle i vores daglige liv, så er den nærmeste voksen ikke længere begrænset til husstanden, skolen eller idrætsforeningen. Nu spejler børn og unge sig også i fremmede rollemodeller online. På godt og ondt.

Som forældre, bedsteforældre, eller blot som en voksenfigur i et ungt menneskes liv, er det derfor godt at sætte sig ind i de skønhedsidealer, de møder på sociale medier. Men hvad er det egentligt, de unge spejler sig i, når vi taler om skønhed og krop?

Skønhedsidealer bliver født på TikTok

TikTok er blevet rasende populært i Danmark de sidste år, hvor 55% af unge mellem 15-19 år er på mediet dagligt. Det er også et sjovt og underholdende medie, som er kendt for både sin dansevideoer, kreative brugere og – måske især – de mange og forskelligartede trends, der breder sig til Facebook, Instagram og YouTube som ringe i vandet. Derfor er TikTok ikke et dårligt sted at starte, når vi skal gøre os klogere på skønhedstrends i medielandskabet. Og dem er der mange af.

Her var nogle af de mest dominerende trends i 2023:

Skønhedsfiltre: TikTok er berygtede for deres virkelighedstro filtre, der får brugerne til at fremstå fejlfri i deres udseende – og faktisk er standardindstillingen, at kameraet udglatter huden med 30%. Filteret ”The Bold Glamour” fik meget opmærksomhed for at forme og udglatte ansigtet i så høj grad, at brugerne kom til at ligne supermodeller.

#Glasskin: Trenden har sit udspring i Sydkorea og beskriver hud, der er så ensartet og glat, at den nærmest ligner glas. Målet er at opnå en så velplejet hud, at det kræver minimal makeup for at fremstå perfekt.

#Getreadywithme: Under hashtagget viser brugerne gennem en række opslag, hvordan de gør sig klar til en begivenhed – og hvilke tanker de gør sig i valgene om makeup og tøj. I en venskabelig og intim tone får seerne tips og idéer til, hvordan de iscenesætter sig selv som smukke og smarte.

”Moisture-sandwiching”: En hudpleje-rutine hvor man tilfører adskillige lag af cremer, serummer og olier på frisk-dampet hud for at sikre en maksimalt fugtet hud. Tanken er, at huden skal fremstå skinnende, frisk og blød – og jo flere (dyre) plejeprodukter, jo bedre.

Retinol-kure: Retinol er en højeffektiv peeling af huden, som fjerner døde hudceller, urenheder og rynker – og det er et ”must”, når man stræber efter #perfectskin på sociale medier.

”Fitspiration”: Et sammensat ord af ”Fitness” og ”inspiration”, hvilket fokuserer på den overdrevent veltrænede og atletisk stærke krop. Tanken er, at indholdet skal inspirere, men sætter derimod ofte urealistiske standarder for den ideelle krop.

Dette var et mindre udpluk af de mest almindelige skønhedstrends på platformen, men de giver en god indikation på nogle skønheds- og kropsidealerne på sociale medier. Det er ikke et nyt fænomen, at skønhed er et populært emne, mange gerne søger inspiration til at opnå.

Det nye er derimod, at børn og unge følger med på den anden side af skærmen, når voksne deler ud af deres idéer om skønhed og kropsidealer.

”Jeg ser ikke perfekt nok ud”

Det store fokus på perfekte look sætter sit præg på børn og unge. I Børns Vilkårs undersøgelse fra 2020 redigerede 38% af de unge deres billeder for ”at optimere deres udseende”, og hos pigerne var der en bred enighed om, at man helst skulle fremstå perfekt på sine sociale medier. I 2020 kunne Zetland afsløre, at TikToks retningslinjer forhindrede videoer af ”grimme”, overvægtige eller fattige i at gå viralt, da mediet frygtede, at nye brugere ville blive skræmt væk af grimt indhold. Det må siges at lægge et tungt pres på generationen – er du for grim, fattig eller tyk, så er du ikke værdig til at blive vist frem.

BBC News har i januar 2024 fortalt om, hvordan børn helt ned i otteårsalderen jagter eksklusive og dyre hudplejeprodukter, der slet ikke er egnet til deres hud og kan give dem allergi. Hudplejeprodukterne har de set på TikTok og Youtube, og indpakningen er særligt tiltrækkende på børnene på grund af de stærke farver og det legesyge udtryk. Problemet er blot, at produkterne er til voksne, der vil fjerne rynker, minimere porrer og fjerne døde hudceller – altså hudproblemer, som slet ikke eksisterer hos børn. I USA er udtrykket ”Sephora-kids” dukket frem, som et begreb for børn, der shopper i hudpleje- og makeup-butikken Sephora.

I uge 6 valgte Sex & Samfund at sætte fokus på kropsidealer på sociale medier med deres temauge ”Skærmkroppe”, hvilket vidner om et behov hos den unge generation for et bredere syn på, hvordan en almindelig krop kan se ud.

Skab en sund kropskultur hjemme hos jer

Er der kun dårlige skønhedsidealer på sociale medier? Nej, heldigvis – der er også brugere, der i et modtræk til det perfekte billede også viser ægte indhold af ægte mennesker, som har et afslappet forhold til ydre skønhed. Heldigvis. Men det er godt at kende landskabet for at kunne navigere i det – og ikke mindst, tale om hvilke idealer, vi ønsker at stræbe efter.

Både Børns Vilkår og Sex & Samfund tilbyder gode anbefalinger og perspektiver, som du kan læse og bruge til at starte en dialog med dit barn om emnet og sætte regler for skærmbrug.

Børns Vilkår:

Sex & Samfund:

  • Tal med dit barn om temaet i Uge Sex 2024, ”Skærmkroppe