Da to unge mænd gik i stikkerfælde i Langå

Foredrag med Niels-Birger Danielsen
Date
Tid
18:30 - 21:00
Pris
Køb billet: 60 DKK

Niels-Birger Danielsen, journalist og historiker, fortæller historien om, hvad der skete i Langå 20. februar 1945, om tysk politis store afhængighed af danske håndlangere og om en uhyggeligt effektiv stikker i tysk tjeneste. Arne Pedersen, var én af stikkerne og blev i 1949 henrettet i Undallslund Plantage ved Viborg efter dødsdom ved alle tre retsinstanser.
 

Hvad vil foredraget handle om?

Langt ud på aftenen den 20. februar 1945 sneg den 18-årige maskinlærling Preben Lytken Madsen og den 20-årige kontorelev Svend Egon Nielsen sig ud på baneterrænet ved Langå. De skulle foretage en sabotage mod en kølebil med fødevarer til den tyske Værnemagt, men pludselig blev en række stærke projektører tændt. De unge mænd var omringet af en hel deling tyske soldater og havde ingen chance for at komme væk. Det skete, fordi skolelærer Arne Pedersen, agent for det tyske hemmelige politi Gestapo, opholdt sig på Bjerringbro-egnen, hvor han var opvokset. Om morgenen havde han fået et brev om, at to unge mænd var på vej fra Skive for at sabotere en kølebil. Det lykkedes ham at finde frem til de to frihedskæmpere ved hovedvejen. Læreren havde erfaring med unge mennesker - var god til at vinde tillid og få folk til at tro, at han selv var frihedskæmper. Arne Pedersen inviterede de to unge på frokost på en restaurant i Bjerringbro. De fortalte ham det hele, hvorefter læreren fra en telefonboks ringede til Gestapo. Blot tre uger senere, den 13. marts, blev Preben Lytken Madsen og Svend Egon Nielsen henrettet i Ryvangen i København efter tysk krigsretsdom. For Arne Pedersens vedkommende var det ikke første gang. Han havde været lærer i Sønderborg, men var blevet nødt til at flytte fra byen, fordi han risikerede at blive likvideret. Han havde stukket en gruppe kolleger, der var sabotører. Én af lærerkollegerne blev henrettet i Ryvangen.