Kreatid - hækling
Hæklingens fejlagtige forståelse
Nogle ser hækling som lillebroren til strikning eller vejen frem til at kunne strikke. Sådan er det langt fra for alle, og mange vælger at hækle, fordi det er det håndværk, de har lyst til at sidde med og ikke som springbræt til de to glatte pinde.
Nogle ser hækling som lettere end strikning. Dette er dog også en fejlagtig tankegang, da processerne og teknikkerne er forskellige og ikke nødvendigvis kan sammenlignes.
Med hækling får du en stor frihed til at skabe figurer, inventarer til hjemmet, tøj og nærmest alt. Det er kun fantasien, som sætter grænser og ens pengepung. For lad os være ærlige, at selvom garn kan købes i billige mærker og på tilbud, så kan det hurtigt løbe op, når først hæklenålen og alverdens lækre garner har snoet dig ind i deres vidunderlig spind af timers fornøjelse og produktivitet.
Hvad får du så ud af det der hækling?
Hvad får du ud af at læse en god bog, eller plante en flot busk? Det samme som ved hækling. God underholdning, et meditativt stykke arbejde og et færdigt produkt.
Ved hækling kan der skabes mangt og meget. Er det bamser, puder eller tøj der ønskes, så kan dette lade sig gøre. Fordybelsen af gode bøger, havearbejde og garn kan være med til at sætte tempoet ned og give et øjebliks ro, hvor det kun er dig, dine hænder og garnet, som sætter rammerne for det endelige produkt.
Hvad skal du bruge til hækling?
Det vigtigste redskab, når du skal hækle, er en hæklenål, garn, eventuelt en opskrift og så - efter min personlige holdning - en god lydbog og en varm kop te. Så er du klar til at gå i gang med hæklingens underfundige univers.
Har du brug for hjælp til de forskellige metoder, findes der gode bøger til disse. Der er også gode klip på YouTube, hvor det er muligt at finde klip til både fastmasker, opstart, farveskift og alskens andre gode teknikker.