Kom til gratis eftermiddagssang
Onsdag den 25. september inviterer biblioteket til fællessang for alle, og repertoiret byder blandt andet på Kim Larsen, Dy Plambeck og Poul Henningsen under temaet "Salmelignende sange".
Af Julian Drud Sørensen
Randers Bibliotek slår tonen an til eftermiddagssang på smukkeste vis med et udvalg af skønne sange fra Højskolesangbogen. Det sker den 25. september klokken 16:30-17:15, og denne gang er overskriften Salmelignende sange - i anledning af Randers Kirkemusikfestival, der begynder i slutningen af september.
Til arrangementet vil biblioteksmusikant Peter Elmelund sammen med sangglade kollegaer præsentere både nye og gamle sange fra Højskolesangbogen.
På repertoiret er blandt andre Grundtvig, Dy Plambeck, Søren Huss, Kim Larsen og Poul Henningsen, og sangene er valgt af bibliotekets medarbejdere Loke Daugbjerg Andersen, Marie Garsdal Brøsted og Peter Elmelund, der ser frem til dagen.
"Salmer er mange ting. Salmebogen er fyldt med dem, men salmer er også sange om tro, om eksistens, om mening i livet. Denne gang har vi sammensat et personligt bud på salmelignende sange, som vi vil synge. Sammen."
"Vi får kernesalmer som Se, nu stiger solen og Den signede dag, men også nye som Hold håbet op og Du satte dig selv. Og hvordan er Kim Larsen og Poul Henningsen havnet i dette selskab? Det kan man finde ud af til eftermiddagssang den 25. september klokken 16:30 midt i Randers Biblioteks skønne akustik," siger Peter Elmelund.
Der er fri entré, gratis kaffe, og det kræver ingen tilmelding at deltage. Eftermiddagssang på Randers Bibliotek finder sted den sidste onsdag i hver måned.