”Vil du have et kram?”
Kom med på en travetur, der sætter tankerne i gang
Af Julian Drud Sørensen
Otte gange om året afholder Randers Bibliotek en helt særlig læsekreds, der handler om både frisk luft og fællesskab, tænkepauser og trivsel. Tag med Knud, Kirsten & co. på travetur
”Jeg har arbejdet i socialpsykiatrien i mange år, så omsorg har været en stor del af mit professionelle liv.”
”Okay. Har du oplevet, at arbejdet kom for tæt på? At du tog arbejdet med hjem?”
”Ja, jeg oplevede også at brænde ud. Jeg gik ned med stress to gange.”
Ordvekslingen er begyndelsen på en samtale mellem to kvinder, Jonna Munkholm og Kirsten Hviid, og de kender ikke hinanden. Endnu.
Det er torsdag formiddag, og vi befinder os ved Bidstrup Gods, hvor cirka 20 mennesker traver rundt – to og to som Jonna og Kirsten – og snakker, sludrer og taler om dagens emne: omsorg. På forhånd har de læst en bog af samme titel – Omsorg – som er en del af Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser, der dykker ned i vidt forskellige emner. Seneste gang var emnet Alene, næste gang er det Rock.
Og sådan lyder den simple formel: Alle deltagere læser den samme udgave af Tænkepauser, som Randers Bibliotek har valgt til lejligheden, og så mødes de et særligt sted, hvorfra de begiver sig ud på gåtur, mens de snakker om, hvad de har læst. Snakke, som kan føre til anekdoter, minder, fortællinger om op- og nedture, diskussioner, spørgsmål – og måske ligefrem venskaber.
Tænkepauser, traveture – og trivsel
Initiativet hedder Tænkepauser & traveture, og det er et af mange initiativer på Randers Bibliotek med trivsel i fokus. Og netop trivsel sætter biblioteket spot på i disse måneder. Det sker under temaet Ha’ det godt, som – ud over en lang række arrangementer – blandt andet rummer et større forskningsprojekt, der undersøger sammenhængen mellem folkebibliotekernes tilbud og den enkelte brugers trivsel.
Det kunne for eksempel være et tilbud som Tænkepauser & traveture, som Randers Biblioteket etablerede, da corona-epidemien ramte i 2020. Og som – takket være stor opbakning – stadig lever i bedste velgående. Fire torsdage om foråret og fire torsdage om efteråret.
Denne torsdag er vi nået til efterårets anden udgave, hvor Jonna og Kirsten danner bagtroppen.
De snakker om ”professionel omsorg”. Indimellem med udgangspunkt i bogen, men oftest frit fra leveren.
Kirsten fortæller, at hun har et barnebarn med autisme, som kræver særlig omsorg. Og at hun altid har vidst, at hun ”ikke skulle arbejde professionelt med omsorg”.
I modsætning til Jonna, der i mange år har beskæftiget sig med mennesker med psykisk sygdom. Snakken bringer hende tilbage til barndommen.
”Min far døde, da jeg var teenager, og jeg kan huske, at vi ikke rigtig kunne tale om ham derhjemme. Så blev jeg elev på et spædbørnshjem, og siden har jeg vidst, at jeg ville arbejde med mennesker – og med omsorg,” fortæller hun, mens de traver videre ad den smalle sti.
Opsamling og makkerskift
Efter en lille halv time er der en kort opsamling. To af bibliotekets medarbejdere – Pernille Thoustrup Jensen og Inger Nygaard Kaad – tager ordet og spørger ind til deltagernes tanker om emnet.
Flere har arbejdet i sundhedsvæsnet og byder ind med erfaringer fra deres arbejdsliv. Og én fortælling går igen: Omsorgen for dem, der har mest brug for den, er svækket. Manglende tid, manglende ressourcer, dårlig økonomi, lyder forklaringen.
Det får en anden til at blande sig:
”Vi snakker meget om omsorgen for andre, men man må ikke glemme omsorgen for sig selv. Egenomsorgen. Den er vigtig,” siger hun, før deltagerne fortsætter ad ruten.
Nu med nye makkere.
”Vil du have et kram?”
Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek er en af de to medarbejdere, der står for initiativet, og hun forklarer, at Tænkepauser & traveture har flere formål.
Det handler om litteraturen, om den friske luft og om lokalkendskabet, men det handler i den grad også om det gode selskab og fællesskab. Og om det trygge rum, der ofte opstår, selvom deltagerne som udgangspunkt ikke kender hinanden.
Mange udveksler oplevelser og erfaringer fra deres eget liv, og det giver gåturene noget helt særligt, mener Inger Nygaard Kaad, som nævner et eksempel fra det første arrangement i efterårssæsonen.
”Jeg kan huske, at jeg går forrest, og bag mig går to kvinder og snakker. De kender ikke hinanden, men de har begge læst Tænkepauser-bogen Alene. Så fortæller den ene, at hun mistede sin mand for to år siden, og at hun savner ham helt vildt. Hun fortæller også, at hun især husker hans store, dejlige bjørnekram, og at hun er ked af, at hun ikke nåede at få flere af dem. Den anden kvinde lytter nærværende. Og så spørger hun: ’Vil du have et kram af mig?’ Det var simpelthen rørende.”
”På den måde handler det her initiativ om rigtig meget andet end bare bøgerne,” siger hun.
Hvad er omsorg?
Tilbage ved Bidstrup Gods fortsætter turen, og et nyt makkerpar har fundet sammen: Lise Rohde og Knud Hedensted. De funderer over, hvad omsorg helt grundlæggende betyder.
Endnu en gang med udgangspunkt i deres arbejdsliv, som viser sig at have visse ligheder.
”Som lærer handler det om at få øje på den enkelte elevs kvaliteter – og udnytte dem. Det er omsorg for mig,” siger Knud.
”Nemlig. Jeg var engang lærer på en aftenskole, hvor jeg underviste i fag som billedkunst og madlavning. Nogle af eleverne havde forskellige udfordringer, og det var så fedt at opleve, hvor meget de udviklede sig gennem de kreative fag,” svarer Lise, før Knud drejer sig samtalen over på forældreomsorg.
”Professionel omsorg er vigtig, men når det gælder børn, ved vi godt, at det er forældrenes omsorg og kærlighed, de higer efter. Tag for eksempel Matador: Mads Skjern tror, at han hjælper sin søn ved at være en dygtig forretningsmand, men han glemmer jo, at sønnen bare gerne vil have sin far.”
Knud og Kirsten fortsætter
Og sådan fortsætter det – med snakke og tankeudvekslinger på kryds og på tværs. I den anden og sidste opsamling læser bibliotekets Pernille Thoustrup Jensen højt af romanen Varme hænder – dagens skønlitterære indspark – før deltagerne tager hul på den sidste kilometers penge tilbage mod Bidstrup Gods.
Klokken er 12, og to timers travetur er forbi. To timer, der har budt på masser af grin, gode snakke – og sat tankerne i gang.
”Jeg er oplivet af gode oplevelser og gode input. Det har givet mig noget at tænke over de næste mange dage,” fortæller Kirsten, der er trofast deltager til Tænkepauser & traveture.
Det samme gælder Knud.
”Man møder mange nye mennesker og får ofte indblik i deres liv med udgangspunkt i det emne, vi har med at gøre. Jeg har tænkt mig at fortsætte.”
--
Tænkepauser & traveture starter op igen i foråret, og du er selvfølgelig meget velkommen. Følg med på vores hjemmeside, hvor du også kan læse mere om vores trivselstema.
FAKTABOKS: HA’ DET GODT Trivsel er et udtryk for et velbefindende, der giver det enkelte menneske følelsen af overskud, gåpåmod, handlekraft og glæde ved livet. Sådan lyder en af de mange definitioner på trivsel. Men hvordan opnår man det – og hvad skal der til, for at man har det godt? Randers Bibliotek undersøger, hvordan biblioteket kan bidrage til menneskers trivsel – og byder ind med foredrag, litteratur, viden, rum til fordybelse, events og fællesskaber. Det sker under temaet Ha’ det godt, som du kan læse mere om på www.randersbib.dk/trivsel. |
FAKTABOKS: TÆNKEPAUSER & TRAVETURE Randers Bibliotek kombinerer læsning af Aarhus Universitetsforlags bogserie Tænkepauser med traveture. En slags udendørs læsekreds, der mødes otte gange om året – fire om foråret og fire om efteråret. Til hver mødegang læser alle deltagere den samme udgave af Tænkepauser, som Randers Bibliotek har valgt til lejligheden, og som danner udgangspunkt for samtalerne. Bøgerne stiller biblioteket til rådighed – enten i fysisk form eller digitalt via eReolen. Alle er velkomne, men man skal kunne gå mellem tre og seks kilometer – af og til i kuperet terræn. Pernille Thoustrup Jensen og Inger Nygaard Kaad fra biblioteket styrer slagets gang og inddrager skønlitteratur, der passer til dagens emne. |