Om Randers Bibliotek

Om Randers Bibliotek

Velkommen til Danmarks bedste arbejdsplads

Randers Bibliotek – bag kulisserne
Bibliotekerne i Randers Kommune består af Hovedbiblioteket i Randers centrum, Kristrup Bibliotek, Dronningborg Bibliotek og Langå Bibliotek. Derudover har vi en bogbus der både tager sig af bookinger og kører, efter en fast køreplan, rundt i Randers Kommune.

Udsigt ud over Randers Biblioteks pyramide

Projektorganisation
Randers Bibliotek er et folkebibliotek og kommunens største kulturinstitution. Vi har en ambition om at give borgerne Danmarks bedste bibliotek og samtidig vil vi være kommunens bedste arbejdsplads. Vi har ry for, og det er noget vi prioriterer meget, at være i front, når det kommer til formidling og udvikling.

Det sikrer vi os ved at have en organisation, der arbejder systematisk med idéudvikling, og ved at interessere os for, hvad kommunens borgere efterspørger samtidig med, at vi holder skarpt øje med nationale og internationale tendenser i forhold til biblioteker og mere overordnet kultur.

Randers Bibliotek er organiseret som en projektorganisation med velbeskrevne roller og med tydelige mål og rammer. Det sikrer tydelighed i forhold til ansvar og frihed i forhold til opgaveløsning.
 

Bibliotekschefen, chefen for litteratur og læring og holdene
Bibliotekschefen er bibliotekets øverste leder og refererer direkte til direktøren for Kultur og Fritid. Bibliotekschefen tegner biblioteket udadtil og har ansvaret for den strategiske ledelse. Under bibliotekschefen er chefen for litteratur og læring, der sammen med bibliotekschefen varetager bibliotekets strategiske udvikling.

Organisationen har en stabsfunktion, ”Stab”, som refererer direkte til bibliotekschefen "Stab" indeholder: "Kommunikation og marketing", "Organisation og projekter" og "Administration og IT". Det samme gør holdet ”Værtskab og service”, der indeholder: "Teknisk service", "Rengøring" og "Filialer og Bogbus".

Derudover er der seks hold, der alle refererer til chefen for litteratur og læring, og hvert hold har en koordinator. Der er tale om ”Børn og unge”, ”Kultur og formidling”, ”Skole og uddannelse”, ”Skema og booking”, "Materialer og flow" og "information og digital betjening". Alle medarbejdere er tilknyttet et hold eller en stabsfunktion. 

Lovgivning og aftale med kommunen
Ifølge biblioteksloven skal alle danske kommuner have et folkebibliotek. Folkebibliotekernes skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille egnede materialer til rådighed. Folkebibliotekerne skal formidle kommunal og statslig information, og lån af materialer skal være vederlagsfrit for borgeren.

Randers Bibliotek har lavet en aftale for 2020-2023 med Randers Kommune. Der indgås aftaler med alle arbejdspladser i Randers Kommune, som en del af Randersmodellen.