Portræt af forfatteren der, i over 40 år, har begejstret sit publikum med sine bøger om den lille dreng Alfons Åberg

Julen med al dens spænding og sjov er overstået. Både Alfons og hans far keder sig. Efter at alle sanser har været vakt og rettet mod én bestemt ting, er det bagefter som at ryge ned i etstort tomt hul. Alt er bare trist og kedeligt. Kun farmor keder sig ikke - tværtimod, hun synger og traller, hvilket kun gør de andres mismod endnu mere udtalt. Farmor er forfatterens talerør, oghun udtrykker bogens morale: kun når man kender kedsomheden, forstår man at værdsætte dens modsætning. Sådan går det også for Alfons. Hans bedste kammerat bliver rask, og de to kan nu lege med allederes gaver og more sig og have det rart sammen. Denne 10. Alfons-bog er i udstyr som de øvrige, og tager som de tidligere bøger udgangspunkt i børns oplevelser og følelsesliv. Så langt så godt.Men jeg synes ikke, at denne Alfons-bog er helt vellykket. Det er ikke lykkedes forfatteren at godtgøre, at man ikke altid kan more sig og have det rart - det forbliver et postulat. Og på den mådekommer bogen til atvirke en smule moralsk. Men trods forbehold hører serien til i den bedste ende