"Skønt er det lange og syrede 'Small Poppies', mens Courtney Barnetts hjemmestrikkede femiskikkelse og gummiskoformede fraseringer andre gange overdøves af rocken i garagen"

"Hendes tilgang til musikken har en charmerende slacker-karakter, som om hun spiser indierock-cd'er fra 90' erne til morgenmad med mælk på. På debutalbummet med den lakoniske titel Sometimes I Sit And Think, And Sometimes I Just Sit får vi eftertrykkeligt demonteret eventuelle forestillinger om rock som glitrende showbiz og musikeren som kontaktperson for det hinsidige. Det er en plade, der er lige så nem at flytte ind i som en forvasket t-shirt, og tillige ser ud til at kunne holde til adskillige ture på kogeprogrammet"

"På de fleste af albummets numre snakkesynger Barnett i en Bob Dylan-lignende stil, mens poppet grunge eller en mere distortion-heavy, mindre solbeskinnet version af tidlig Sheryl Crow spilles. Samtidig viser Barnett sin mere sensuelle side på balladerne »Small Poppies«, »Kim's Caravan« og »Boxing Day Blues« og trækker tonerne i langdrag, indtil hendes hæse stemme fordufter på bølgerne af reverb. Den elskelige selvudslettende humor træder i baggrunden på disse numre, og man får et mere komplekst billede af en alsidig kunstner - en everywoman, der er alt andet end kedelig"

"På Sometimes I Sit And Think, And Sometimes I Just Sit trækker hun på alle sine inspirationskilder fra Stephen Malkmus, over Throwing Muses til PJ Harvey på sin egen særegne måde. Den riffhuggende Pedistrian At Best slår om sig med en sønderknusende energi, Small Poppies sætter tempoet ned i et skramlet bluesgear, mens Debbie Downer med bølgende Farfisaorgel fremtryller en mere poppet side af Barnett. På det meste af den imponerende debut får Courtney Barnett understreget, at hun er trukket i arbejdstøjet og forvalter sangskrivergenet på en uimodståelig legesyg måde"