Man skal være et meget kedeligt og voksent menneske for ikke at grine af de to møgungers hverdagsoplevelser. Der er også plads til alvor imellem løjerne, så det er ikke pjat det hele. Fupz og Bregnhøi er ikke bange for at lade drengene bande og være uartige, men det hele er alligevel dejligt uskyldigt - og faktisk endnu bedre end i det glimrende første bind