Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Hald

Efter to romaner for voksne har B.B.-J. nu skrevet en række korte historier for børn og barnlige sjæle. De vil fungere bedst som familieoplæsning hvor børn fra 5/6 år vil kunne følge med i de fantastiske historier med udgangspunkt i københavnske lokaliteter og historiske begivenheder. Bogens layout er lækkert, og historierne er rigt illustreret af B.B.-J. selv i en streg der minder lidt om Rune T. Kiddes og fint rammer tekstens humoristiske og let satiriske tone. Forfatteren taler direkte til læseren (mest til et lyttende barn) i et absolut nutidigt sprog og en som-du-jo-nok-ved-stil med sjove anakronismer. Historierne giver ret alternative og fantasifulde forklaringer på københavnske stednavne, bygningsværker m.m. F.eks. ved man efter læsning af samlingen hvorfor Jarmers Plads, Trekroner, Rahbeks Allé og Jorcks Passage (ikke) hedder som de gør, og man har fået kendskab til en mere spektakulær historisk baggrund for bl.a. Bellahøj Badet, Rosenborg Slot og gasbeholderen i Hvidovre. Godnathistorierne kan sagtens læses hele dagen, men læst lige før sengetid vil de give stof til fantastiske drømme. I enkelte af historierne er pointen lidt tynd, men som helhed er samlingen underholdende og som det klart fremgår af titlen, temmelig langt ude