Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

Askatla, Johannes og Sigrid er flygtet ind i elvernes rige, Bjerget. Men hvem kan de stole på og kan det lykkes dem at redde menneskene? Afsluttende 3. bind i serien "Bjergtaget", som er guf for voksne fantasyfans

Beskrivelse

Elverkvinden Askatla er såret efter både tortur og drabelige kampe, men hun har ikke tænkt sig at give op. Fast besluttet på at hævne sin menneskesøster er Askatla ligeglad med hvem, hun skal dele seng med eller dræbe. Sigrid angriber det hele som en analyserende universitetsstuderende, selvom hun som elver har måttet efterlade sin familie i verden udenfor. Ekssoldaten Johannes er endelig blevet genforenet med sin elskede Sohrab. Men også Johannes er parat til at tage alle midler i brug for at sikre menneskeheden. Men hvem er Jordmassens Dronning, og hvordan kan hun bekæmpes?

Vurdering

Forrygende afslutning på den actionmættede elvertrilogi af danske Sidsel Sander Mittet. Her er (lidt) mindre sex og mange flere kampscener alt imens vores helte optrevler forbindelserne til de gamle folkeviser. Folkevisen "Agnete og havmanden" danner baggrund for denne kamp mellem mennesker og elvere. Forfatteren lykkes også her med at væve nutid og fortid smukt sammen, og alle ender knyttes i afslutningen på trilogien

Andre bøger om samme emne

Danske Mette Sejrbo skriver også actionfyldt og sexet dark fantasy for voksne. Her bør man starte med Heksens kald