Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til alle, der holder af Jane Austens romaner, samt til elskere af klassiske kærlighedshistorier. Denne regnes for hovedværket

Beskrivelse

Klassikeren Emma har 200 år på bagen. Det mærkes ikke på sproget, som i denne oversættelse er nutidigt. Emma Woodhouse er en ung, smuk og kreativ pige, som regerer som førstedame på sin fars ejendom, da moderen er død, og den ældre søster gift. Emmas kreativitet kommer til fuld udfoldelse som Kirsten Giftekniv, men hun har en så ringe dømmekraft, at hun nær får forkludret flere kærlighedsforhold, sit eget også, i det lille samfund hun er en del af. Portrætterne er kosteligt gode. Emmas far er fx en pylret hypokonder og Emma er i sin selvgodhed, stædighed og foretagsomhed en charmerende hovedperson, som kun får ægte modspil af den klartsynede Mr. Knightley. Alt ender godt, og Jane Austen brillerer med sine fine psykologiske iagttagelser

Sammenligning

Bogen findes i flere udgaver, senest 2013. Denne udgave er Johanne Kastor Hansens roste oversættelse fra 1958, med fejlrettelser og modernisering af gamle danske vendinger. Bogen udkommer også som e-bog og lydbog. Elizabeth Gaskell og Georgette Heyer vil falde i målgruppens smag

Samlet konklusion

Den klassiske kærligheds- og forviklingshistorie, også filmatiseret, er fortsat læseværdig og underholdende, både som historie og tidsbillede. Denne udgave i Kastor Hansens roste oversættelse anbefales, men anskaffelse beror nok på indkøb af 2013-udgave samt efterspørgsel på denne