Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Gunilla Park

Kort om bogen

Hvordan siger man farvel til dem man holder mest af i verden, når man ved at det farvel er for evigt, og at det samtidigt er et endegyldigt farvel til den verden man kender på planeten jorden? For Bea synes det ikke svært, men så bliver hun forelsket. For 13-16-årige

Beskrivelse

"Mod nye stjerner" er 3. Bind i "Ventura-sagaen". Vi følger hovedpersonen Bea i alle hendes overvejelser og i hendes kamp for at sikre sig en plads på den kommende Ventura-mission. Der er kun plads til 300 ud af de 35.000 unge mennesker, der er mødt op. Det virker uoverskueligt, men Bea og hendes stedbror Jam tager kampen op. Med på turen er Beas venindes fyr, som Bea har store følelser for. Måske er kærligheden gengældt - måske er kærlighed noget, man først mærker rigtigt, når man står til at miste den for evigt?

Vurdering

Kate Ling tager os i tredje bind af "Ventura-sagaen" på en rejse tilbage til jorden, til optakten til den over 700 år lange Ventura-mission. Vi slipper altså Serens historie fra bind 1+2. Men når det så er sagt, så folder Ling en fin ny kærlighedshistorie ud i fuldt flor og sætter alle vores følelser i sving i de valg, Bea må tage undervejs. Kan læses uafhængigt af bind 1 og 2

Andre bøger om samme emne

De 2 foregående bind i serien Under ensomme stjerner og Lyset fra de faldende stjerner samt dystopierne Divergent. [Bind] 1 og Dødsspillet anbefales