Lektørudtalelse

Forfatter: Frederik Nielsen

Kort om bogen

Dystopisk science fiction om en fremtid hvor befolkningen lever i store byer styret af medierne og megakoncerner. For læsere af science fiction, spændingsbøger og thrillere. Kan også bruges til skoleopgaver om samfundet i fremtiden

Beskrivelse

Denne opfølger til Mediatropolis er ligesom den første bog en actionfyldt fremtidsthriller og historien fortsætter kort tid efter at den første bog slutter i året 2060. Fangerne, som flygtede fra GigaMedia efter fangeoprøret og FuldMetal-skandalen, forsøger at overleve i den barske verden udenfor fængslet, mens de og andre er jagtet af Privatpolitiet, statspolitiet og lejebetjentene, som arbejder for de store magtfulde koncerner. Det hele kulminerer en nat i den neonbelyste regnvåde asfaltjungle. Romanen er fortalt af flere hovedpersoner, hvis liv og skæbne vikles sammen den nat, som får fatale konsekvenser for dem alle. Den danske forfatter har også udgivet en del science fiction- og gysernoveller

Vurdering

Historien foregår i storbymiljøet som Mediatropolis, i tiden efter den første roman, men har mere dybde med større persongalleri og en grundigere udforskning af den dystre rå fremtidsby, hvor indbyggerne alle forsøger at overleve endnu en dag. Sproget er levende og personerne troværdige

Andre bøger om samme emne

Har ligheder med filmen Blade runner og kan sammenlignes med bøgerne Dødsspillet og Den løbende mand samt den danske Syndfloden og storbyen