Lektørudtalelse

Forfatter: Karina Høyer

Kort om bogen

Tankevækkende og lettilgængelig bog om at generobre vores fantastiske hjerner fra storrumskontorerne og vores selvskabte støjtæppe. Interessant for både arbejdsgivere og arbejdstagere

Beskrivelse

Fordybelsen er i dag i høj kurs. Vi går til yoga, dyrker mindfulness og ophøjer stilheden til noget ganske særligt. Og med god grund, mener Pia Hauge, der står bag DR Hjernestarter og DR Akademi og har specialiseret sig i, hvordan hjernen fungerer på arbejdspladsen. Fordybelsen skal tilbage til arbejdspladsen, som er blevet overtaget af effektivisering og storrumskontorer og har efterladt os i et "kontorkoma". Bogens pointe er kort fortalt, at støj gør os dummere. Bogen fungerer som en håndbog i fordybelse, der konkret guider både ansatte og ledere til at få mere fordybelse ind i vores liv

Vurdering

En velskrevet og lettilgængelig håndbog, der er yderst aktuel, nu hvor hjemmearbejde ikke kun er en mulighed men for mange en nødvendighed. Bogen er opdelt i to dele, hvor især anden del er fyldt med helt konkrete strategier og refleksioner, der hjælper os med at vænne os af med en støjfyldt hverdag og vælge fordybelsen til

Andre bøger om samme emne

Støj på arbejdspladsen ødelægger vores mulighed for at bidrage med noget meningsfuldt på arbejdspladsen, og dermed taber vi mening i vores privatliv. Tanken om at arbejdsliv og privatliv ikke kan deles totalt op ses også i Ét liv, én tid, ét menneske, og fordybelsen i arbejdslivet undersøges også i Tid til fordybelse