Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Fosdal

Strandskaller - i første omgang forestillede jeg mig noget rustikt med klare mindelser om strand og hav, men sådan bruger Annette Bjerre dem ikke. Hun sætter skallerne sammen med metaltråd, pailletter mv. til lette, romantiske dekorationer. Det understøttes af bogens layout og billeder præget af pastel, hvidt og sommerstemninger. Tematisk ligger bogen på linje med Perler på tråd, 2000, og Lyspunkter, 2002; i den sidste er der også en enkelt lyskæde med strandskaller. Nærværende bog med allehånde dekorationsforslag er Annette Bjerres første. Hun dekorerer flasker og krukker, kranse, uroer, vedhæng til lysestager og smykker og har også forslag til broderier med sneglehusmotiver. Der er skabeloner og fyldestgørende vejledninger til fremstilling af alle bogens modeller, men man kan også bare bruge dem som udgangspunkt for at skabe sine egne kreationer. Fingernemme børn og voksne kan hente ideer og inspiration i bogen som kan bruges på linje med det efterhånden store udvalg af bøger, bl.a. de tidligere nævnte, om dekorationer til hus og hjem