Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Jensen

Camus' Den fremmede fra 1942 har forlængst opnået klassikerstatus og regnes som et af europæisk litteraturs væsentlige værker. Her er romanen i ny dansk oversættelse, som jeg finder ganske glimrende, fordi den klarer den vanskelige balancegang mellem at formidle et værk for nutiden og samtidig være loyal over for dets tid og tone. Handlingen udspiller sig i Algeriet, hvor hovedpersonen Meursault kommer til at skyde et andet menneske og derfor bliver dømt til døden. Hidtil har han færdedes som en fremmed i livet, han har aldrig engageret sig i noget og synes ikke, at nogen ting egentlig betyder noget. Først da han står over for sin egen død, når han til en form for forståelse af livet. Sproget er saligt smukt med sit korte, klare, præcise udtryk, der spænder fra Meursaults refererende iagttagelse af livet til hans sansemættede oplevelse af den brændende varme og bragende sol, som udløser mordet. Romanen har altid haft et stort publikum blandt eftertænksomme unge med overvejelser om den moderne eksistens, og i den sammenhæng er den ny oversættelse meget velkommen. Men jeg ser ingen grund til at kassere de gamle oversættelser, Magna Hartvigs fra 1944, eller Magna Hartvig og Else Mammens fra 1972

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2002