40 år i hjertet af Randers Bibliotek

I 1984 startede 19-årige Inge Jensen som kontorelev i Randers Kommune. Hendes arbejdsliv har været præget af teknologiens indtog i samfundet og håndtering af cirka en kvart million bøger. Men et 40-års jubilæum sætter ikke punktum for arbejdet på Randers Bibliotek.

Af Marie Have Qvist

Inge Jensen, Randers Bibliotek

Du finder Inge Jensen i hjertet af Randers Bibliotek – midt i den pulserende strøm af materialer, der bevæger sig ind og ud ad bibliotekets døre, op på hylderne, hjem til lånerne og tilbage igen. Hun arbejder i afdelingen Materialer og Flow, der årligt indkøber og håndterer knap 22.000 nye materialer til læseglade borgere.

I marts 2025 kunne biblioteksassistenten fejre 40-års jubilæum, og de 28 af dem har hun tilbragt på Randers Bibliotek. Hun søgte i sin tid jobbet blandt bogreolerne, fordi hun som mor til tre gerne ville have mere fleksible arbejdstider – og hun endte på den helt rigtige hylde.

”Jeg er så glad for mit arbejde og har ingen planer om at stoppe. Det holder mig i gang; jeg har mulighed for at bevæge mig, arbejde lidt med IT og nørde med forskellige ting, der interesserer mig” siger Inge Jensen, der startede karrieren med kontorarbejde for levnedsmiddelkontrollen, ture med pantefogeden og detektivarbejde for inkasso.

100 medarbejdere og hierarki

Det er svært at genkende vor tids bibliotek i Inge Jensens beskrivelse af sin arbejdsplads i 90’erne.

”Alle materialer blev håndteret manuelt. Vi havde fat i den samme bog op til fem gange; når vi fandt den frem, når vi lånte den ud, når den blev afleveret, når den blev sorteret og når den blev sat på plads. Dengang håndterede jeg måske mellem 1.000 og 1.500 materialer om dagen, og det antal er faldet til under det halve,” fortæller Inge Jensen, der i runde tal har løftet en kvart million bøger i løbet af sit arbejdsliv. 

Med teknikkens og selvbetjeningens indtog på de danske biblioteker kan man nu selv låne sin bog, og sorteringsmaskinen tager sig af at registrere afleveringerne. Det har ført mange ændringer med sig.

”Dengang var vi omkring 100 medarbejdere, og arbejdet kunne være hårdt for kroppen. Der var også et klart hierarki mellem assistenter som mig og uddannede bibliotekarer. Jeg måtte for eksempel ikke anbefale bøger,” fortæller jubilaren, der i dag betjener lånerne på lige vilkår med bibliotekets andre fagpersoner.

Bibliotekets offensive midtbanespiller

Hjælpsom, loyal, arbejdsom, ordentlig og fællesskabende er nogle af de superlativer, der regner ned over Inge Jensen, da hendes 40-års jubilæum bliver fejret.

”Hvis Randers Bibliotek var et fodboldhold, så ville Inge være vores offensive midtbanespiller. En af dem, der spiller fuld tid til alle kampe. Og gode midtbanespillere, der binder holdet sammen og har virkelig mange gode kilometer i benene, er ofte nogle af de mest værdifulde spillere for et hold – og en organisation,” siger Lene Graugaard-Jensen, chef for Litteratur og Læring på Randers Bibliotek. 

”Jeg synes jo slet ikke, jeg er alle de ord værd, og jeg har ikke brug for ros – selvom det selvfølgelig er rart, at man sætter pris på mit arbejde. Jeg gør jo bare, hvad jeg kan, og jeg er godt tilfreds,” understreger Inge Jensen, der modtager kongens fortjenstmedalje for lang og tro tjeneste i nær fremtid.