Få en unik naturvidenskabelig oplevelse

Er du nysgerrig på de nyeste opdagelser inden for naturvidenskab? Randers Bibliotek giver dig nu mulighed for at komme helt tæt på forskningens frontlinje, når biblioteket livestreamer foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab direkte fra Aarhus Universitet.

Af Benedicte Monica Andersen

Aarhus Universitet

I løbet af efteråret kan du blive klogere på alt lige fra molekylernes struktur og jordens forhistoriske klimakatastrofer til teleskopets betydning for vores forståelse af universet og meget mere.

"Der er noget helt særligt ved at være en del af fællesskabet omkring livestreaming. Du bliver klogere på en bred vifte af naturvidenskabelige emner, formidlet af nogle af de skarpeste hjerner – og samtidig bliver man ofte både overrasket, underholdt og inspireret," fortæller Pernille Thoustrup Jensen fra Randers Bibliotek. 

Foredragene giver deltagerne mulighed for at fordybe sig i nogle af naturvidenskabens mest fascinerende emner inden for kemi, geofysik, fysik og astronomi, matematik og biodiversitet, præsenteret af dygtige forskere og eksperter. Efter foredraget kan deltagerne stille uddybende spørgsmål til forskerne via SMS eller X.

Livestreamingen foregår fra Søauditorierne på Aarhus Universitet og vises på biblioteker, i biografer og i kulturinstitutioner landet over – også på Hovedbiblioteket i Randers og på Langå Bibliotek. Et typisk foredrag varer to timer, inklusive en 20 minutters pause. 

Få mere information om datoer og emner her på siden.