Kulturhuset udvikler fremtidens oplevelser sammen med borgerne
I et nyt projekt slår Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum sig sammen med randrusianerne for at skabe nye kulturtilbud.
Af Benedicte Monica Andersen
I over et år har borgerne fulgt den store istandsættelse af Kulturhusets ikoniske bygning i Randers. Bygningens facade er blevet renoveret, forhallen har fået et æstetisk løft og en af de ikoniske glaspyramider på taget er fjernet for at skabe en grøn atriumgård med kig til åben himmel midt i Kulturhusets hjerte.
Renoveringens afslutning er samtidig begyndelsen på noget nyt i Kulturhuset. I fremtiden skal borgerne nemlig ikke kun følge udviklingen af et nyt kulturhus på afstand. De bliver inviteret helt ind i maskinrummet, hvor de kan være med til at præge og udvikle nye aktiviteter på tværs af de tre nye institutioner.
De nye aktiviteter i 2024 er finansieret via en ekstraordinær pulje på 1.000.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Fællesspisninger, aftenåbent og et nyt ”Kulturhus-stel”
Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum har allerede flere nye kulturtilbud i støbeskeen. Tilbud, som institutionerne udvikler sammen med et borgerpanel.
”Borgerne kan blandt andet glæde sig til fællesspisninger, hvor vi under måltidet dykker ned i nye temaer og emner fra gang til gang. I den forbindelse forlænger vi åbningstiden i hele Kulturhuset, så borgerne og byens gæster kan besøge biblioteket, museet og kunstmuseet helt indtil kl. 20 den sidste torsdag hver måned,” fortæller projektleder og museumsinspektør på Museum Østjylland, Helle Lebahn Bentzen.
Samme aften er der desuden fri entré til kunstmuseets aktuelle særudstillinger. Det nye Kulturhusprojekt har også andre nye aktiviteter på programmet for 2024.
”I forbindelse med de nye fællesspisninger kan borgerne også være med til at skabe et helt nyt ”Kulturhus-stel”. Her dekorerer borgerne stellet ud fra et kunstnerisk koncept, som den anerkendte kunstner Anja Franke har udviklet til formålet,” siger museumsdirektør Lise Jeppesen fra Randers Kunstmuseum.
’Grønnegården er din’ og samskabt kunst
I Randers Ugen slår Kulturhuset også dørene op til en helt ny atriumgård, Grønnegården, som bliver et lækkert udendørs lounge-område med træterrasse, kig til åben himmel og en lille scene.
”Vi inviterer borgerne til at overtage scenen lørdag d. 17. august og stå for en aktivitet, som de helt selv bestemmer. Det kan være alt lige fra at opføre et teaterstykke, stå for en workshop, lave stand-up til at lave yoga, dans eller noget helt andet – kun fantasien sætter grænser,” fortæller Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek.
Det er ikke kun i Kulturhusets nye atriumgård, der skal rumme nye borgerdrevne aktiviteter. Også i husets nye foyer er der planer om at involvere borgerne i at skabe et kunstværk med digitale skærme i samarbejde med en kunstner.
Fremtidens Kulturhus sætter borgerne i centrum
Kulturhusprojektet blev født ud fra en ambition om, at Kulturhuset i Randers forsat skal være et mødested, hvor borgernes stemmer og behov for kultur bliver hørt.
”Kulturhuset er til for borgerne, og derfor er det vigtigt, at de har medindflydelse på, hvad vores hus rummer af kulturtilbud. Vi er derfor på tværs af de tre institutioner gået sammen i projektet som et samlet Kulturhus, hvor borgernes ønsker både nu og i fremtiden er i centrum,” fortæller projektleder og museumsinspektør på Museum Østjylland Helle Lebahn Bentzen.
I løbet af 2024 inviterer Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum borgerne til at deltage i og videreudvikle Kulturhusets nye tilbud og aktiviteter. Det sker foreløbigt via de tre institutioners hjemmesider og sociale medier, hvor der bliver oprettet begivenheder, man kan tilmelde sig.