Vil du være med i Ordblindepanelet?

Randers Bibliotek inviterer til en aften med fokus på ordblindhed i anledning af Ordblindeugen i uge 40. Man kan både deltage som lytter og som medlem af panelet.

Af Marie Have Qvist

Susanne Brandt Nielsen

Forældre til børn udfordret af ordblindhed kan blive ramt af mange bekymringer. Går det udover barnets selvtillid, er der øget risiko for mobning i skolen, påvirker det fremtidige karrieremuligheder, hvordan får vi den rigtige støtte – og så videre. 

Torsdag den 3. oktober 2024 afholder Randers Bibliotek et Ordblindepanel i et åbent aftenarrangement i samarbejde med FGU; den forberedende grunduddannelse for unge, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som heller ikke er i beskæftigelse.

”Ordblindepanelet består af forældre, der har ordblinde børn i forskellige aldersgrupper, en læsekonsulent og en ung ordblind. I løbet af aftenen er der blandt andet fokus på regler og rettigheder, erfaringsudveksling og konstruktiv dialog,” fortæller Susanne Brandt Nielsen, bibliotekar i Skole og Uddannelse på Randers Bibliotek. 

Julie Skibelund, der er SPS- og ordblindevejleder hos FGU Østjylland, er moderator og styrer Ordblindepanelet med kyndig hånd. Målet med aftenen er, at forældre kan dele deres erfaringer med andre i samme situation og få sparring på flere områder. 

Selve paneldiskussionen finder sted fra klokken 19 til 20. Herefter kan man blive hængende og få en kop kaffe og kage med de andre deltagere. 

Vil du videre mere om arrangementet og eventuelt selv være en del af Ordblindepanelet? Eller ved du allerede nu, at du har spørgsmål til Ordblindepanelet? Så er du velkommen til at kontakte Susanne Brandt Nielsen på mail sn@randersbib.dk