Julefællessang 2022

11 kor synger julen ind på Kulturhuset

07.12.23
Traditionen tro inviterer Korby Randers og Kulturhuset i Randers til julesang den sidste lørdag før jul. I 2023 deltager det højeste antal kor nogensinde.

Med et rekordhøjt antal kor bliver julen sunget ind i Kulturhuset lørdag d. 16. december kl. 10.30. Hele 11 kor står klar til at sprede julestemning under pyramiden på Hovedbiblioteket, i Kulturhusets sal, på Museum Østjylland og på Randers Kunstmuseum.

”Der bliver varm julestemning over det hele, når korene fordeler sig for at give koncerter på alle Kulturhusets etager. I år deltager så mange kor, at vi starter tidligere, end vi plejer. Det bliver fantastisk, og bagefter kan vi alle møde juleferien med glæde i hjerterne,” siger Peter Elmelund, biblioteksmusikant på Randers Bibliotek.

Efter koncerterne på de tre etager går alle kor til det store rum under glaspyramiden i Hovedbiblioteket.  Her byder kulturudvalgsformand Louise Høeg velkommen, og korene og publikum synger sammen tre julesange. Hvert år er der en ny fællessang på programmet, og i år falder valget på titelsangen fra julekalenderen ”Tidsrejsen”.

Korene, der deltager i arrangementet i 2023, er; Pixie Notes, Growing Gospel, Teen Voices, Randers Seniorkor, Randers Bykor, Metalsangkoret Scandia, Randers Teater Kor, Tune It, 4 Tune, LUNA og Randers Kammerkor. Man kan læse mere om korene i Randers på korbyranders.dk