Sanne og Peter

Nærvær med læsning og musik for børn og bedsteforældre

09.11.23
Ifølge flere undersøgelser står det sløjt til med læselysten blandt børn i Danmark. Randers Bibliotek har fokus på at fremme nærværet, hyggen og oplevelsen ved at højtlæsning, så børn får skærpet appetitten på læsning senere i livet. Torsdag d. 23. november kan bedsteforældre få inspiration ved at deltage i en hyggestund med deres børnebørn på Randers Bibliotek med læsning og musik.

Større internationale undersøgelser fra både PISA og PIRLS peger på, at danske skoleelever har en lav grad af læselyst. Både forældre og bedsteforældre kan gøre en forskel ved at læse højt for børnene fra de er små, så de får pirret lysten til at fortsætte, når de selv har lært at læse.

Randers Bibliotek har mange tiltag til at fremme læselysten hos de mindste; blandt andet får alle børn et postkort, når de fylder to år, med en invitation til at besøge biblioteket og få en ekstra fødselsdagsgave. Ved besøget tilbyder børnebibliotekaren at vise forældrene rundt og fortælle om de tilbud, biblioteket har for børnefamilier.

Ved et arrangement torsdag d. 23. november 2023 er det bedsteforældrenes tur. Her inviterer børnebiblioteket nemlig bedsteforældre med børnebørn i alderen 3 – 6 år til en hyggestund med højtlæsning og musik.

”Bedsteforældre har ofte en særlig status hos børn, og hvis de deler deres egen glæde ved læsning med børnebørnene, kan det skærpe lysten til at læse senere i livet. Historier styrker fantasien, og det er måske ekstra vigtigt i den meget digitale tid, børnene vokser op i,” siger Sanne Andersen, koordinator for Børn og Unge på Randers Bibliotek.

Sanne Andersen læser en historie højt, og biblioteksmusikant Peter Elmelund synger både gode, gamle og nye børnesange med deltagerne. Arrangementet foregår i Kulturhusets sal på Hovedbiblioteket fra kl. 14.30 til 15.30. Det er som altid gratis at deltage i arrangementer for børn på Randers Bibliotek, men man skal tilmelde sig arrangementet.

Her kan du bestille en billet til "Hyggestund for børn og bedsteforældre".